Onsdag den 16. juni 2010 sluttede en æra i det danske Flyvevåben, da redningshelikopteren Sikorsky S-61A Sea King bliev sendt på pension efter sin sidste vagt i Roskilde.
For at markere dagen blev den afløste helikopter eskorteret hjem af to andre S-61’ere.
Helikopterne lettede fra Roskilde og fløj derefter i treskibsformation en rute over København, Storebælt og Århus, inden de landede på Flyvestation Karup.
Historie
Flyvevåbnet skrev 24. august 1964 kontrakt om levering af otte helikoptere.
Flyvevåbnets version hedder S-61A-1 og er udstyret med redningsudstyr efter dansk ønske, har større brændstoftanke og større flydere end de amerikanske versioner ligesom halen er hævet som på S-61N. Alle Flyvevåbnets S-61’ere blev leveret med skib til København, hvor den første (U-276) ankom den 10. april 1965.
De var sølvfarvede med dayglow (rød) næse og bånd omkring halen samt numrene U- 240 og U-275 til U-281. Springet i numrene, der består af de tre sidste cifre i fabrikationsnumret, skyldes at U-240 var prototype på redningsudgaven og derfor blev leveret som den sidste den 27. august 1965.
Den 10. februar 1968 havarerede U-281 under en natlig eftersøgning over Vadehavet, hvorved alle ombordværende omkom. I juli 1970 blev der underskrevet en kontrakt om levering af én S-61 til erstatning for U-281, og den 17. august 1971 tilgik U-481 Eskadrille 722.
Kilde: FTK. Foto: MHK – Flykending.dk