Pima Air & Space museum

I sommeren 2011 fik vi mulighed for at besøge et af de største flymuseer i verden, nemlig Pima Air & Space Museum i Tucson, Arizona. Vi besøgte det i juli på en overskyet dag, men alligevel krøb temperaturen op på de 35 grader, og da de fleste fly er placeret udenfor på en ca. 32 hektar stor grus parkeringsplads, ja så skal man tænke sig lidt om, eller måske placere sit besøg på et andet tidspunkt.
Den mulighed havde vi ikke, så vi måtte undervejs søge i skygge under diverse B-52 eller B-36 vinger, for til modsætning for mange andre museer, kan man på i Pima få lov til at røre flyene. De fleste fly er også placeret med så stor afstand at der er mulighed for at fotografere dem hele vejen rundt, dog fylder ca. 300 fly en del til trods for de 32 hektar.

Foruden den store udendørs udstilling er der 5 hangarer at besøge, og her er der heldigvis aircondition. I de to af hangarerne er der WW2 fly, en med fly anvendt i Europa og en med fly anvendt i Stillehavet. Desuden er der Hangar 1 hvor indgang og shop er placeret, men også en del blandede fly bla. SR-71 og en F-14. En anden hangar indeholder et memorial museum for 390th bomb group, hvor der står en B-17. Den sidste hangar indeholder et space gallery, her er det mest ophidsende Apollo modulet anvendt til filmen Apollo 13 og så er der endelig Arizona aviation hall of fame.
Foruden hangarerne er der en barak fra anden verdenskrig, som indeholder en masse flymodeller.

Her vil vi ikke fortælle mere om hvilke fly der er på museet, da det er en ret stor opgave, for hvilke af de 300 fly skal vi tage med hvilke skal vi ikke. Vi anbefaler i stedet at tage et kig på deres hjemmeside: http://www.pimaair.org, hvor der er en opdateret liste.

309 Aerospace Maintenance and Regeneration Group

Hvis man skal besøge museet er det en god ide at møde op ved åbningstid kl. 09.00, da museet også tilbyder to daglige ture ind på Davis-Monthan Air Force Base hvor 309 Aerospace Maintenance and Regeneration Group (AMARG) har til huse, og de administrerer ”The Boneyard”. Grunden til at man skal møde tidligt er, at billetter til turen sælges efter først til mølle, og man kan ikke bestille på forhånd. Selve turen er en bustur rundt på ”The Boneyard”. Desværre får man ikke lov til at stige ud undervejs, så man må nøjes med de billeder man kan skyde fra bussen.
Turen var dog rigtig informativ. Vores guide var en pensioneret pilot som blandt andet havde fløjet F-100 og F-15 Eagle. Efter han stoppede som pilot, blev han ansat som konsulent på F-22 Raptor projektet, som han kunne fortælle meget om.

AMARG er placeret på en operativ flyvestation som blandt andet flyver med A-10 Thunderbolt og EC-130 Hercules. Vores guide kunne fortælle, at de i øjeblikket arbejder på at levetidsforlænge A-10 Thunderbolt, sådan at de kan holde dem i luften i endnu 10 år. En af de ting de arbejder med, er at gøre vingerne stærkere.

Hvad er så ”The Boneyard”?

Efter 2. verdenskrig manglede det amerikanske forsvar et sted at placere alle deres overskudsfly, og valget faldt på Tucson af to grunde, først selvfølgelig på grund af det tørre ørken klima, som er helt perfekt at opbevare fly i, men for det andet også på grund af underlaget. Ørkenen er som en stor anlagt parkeringsplads med stabilgrus, hvor selv en Galaxy kan kører uden problemer.
På basen opbevares de fly som stadigt er flyvende rundt omkring i verden, og enten kan man bruge reservedelene, eller i nogen tilfælde hele fly som bliver gjort klar til tjeneste igen, faktisk bliver 21% klargjort igen, lige for tiden klargør man F-4 til anvendelse som fjernstyret missil target. Samtidigt bliver alle F-111 flyene flyttet over på ophugger pladsen, da Australien ved årsskiftet holdt op med at flyve med F-111, som det sidste land.

Et fly der ankommer til AMARG bliver først tømt for alle væsker, derefter tiføres en præserveringsvæske og alle instrumenter tages ud. Endelig bliver alle huller lukket med en gummihinde, for blandt andet at holde diverse dyr ude. Til sidst males flyet med en hvid plastik hinde som skal forhindre alt for stor varme inden i flyet. Nu kan flyene så stå der og vente på enten at komme op at flyve igen, blive solgt som reservedele eller simpelt hen ophugget. Blandt andet så vi Norges gamle Hercules flåde placeret side ved side, afventende en køber.

Forretningen med at sælge reservedele osv. er en glimrende forretning for den amerikanske stat, for hver gang de bruger en dollar på basen tjener de 10. Hele pladsen fylder 2600 acres (ca. 10 km2) lige nu er der ca. 4500 fly, da der var flest lige efter Vietnam krigen var der 6000 fly.

Turen rundt på ”The Boneyard” er en hurtig informativ tur for alle, men for en rigtig flyentusiast, kan det være en deprimerende tur når man skal kigge på vragene af A-10, B-1, F-14, B-52 og mange mange flere.

Du kan se mere om AMARG her på deres hjemmeside: https://www.dm.af.mil/Units/309-AMARG/

Afslutning

Vi brugte 7 timer på museet, det kan ikke gøres ret meget hurtigere, hvis man skal se det hele. Det skal lige siges at der er et glimrende cafeteria, men så er der heller ikke andet at se på for ikke fly interesserede, så det kan anbefales at placere evt. familie på et godt hotel med pool, eller giv dem bilen ved indgangen og bede dem hente dig ved lukketid.


Forfatter: JMJ (MHK) – Flykending.dk

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.